For første gang, i hvad der føles evigheder, skulle vi denne gang over Lillebæltsbroen for at komme til et større Dansk MMA show.
Otto Knudsen havde valgt at flytte sit andet EUMMA show fra Casinoerne og hotellerne i København, til congress centeret i Radison Blu i Aarhus.
Ved Casino Fight Night 2, der fandt sted for mindre end en måned siden, var lykkens gudinde ikke god ved de danske fightere – der alle tabte. Så der var derfor meget på spil denne aften i Aarhus. EUMMA skulle stable et godt show på benene, på en ny lokation og de danske fightere skulle vise, at Casino Fight Night 2 ikke var kendetegnende for det danske MMA niveau.
Aftenens hovedattraktion var Morten Hougaard Djursaas titelkamp mod den stærke polak, Aslambek Saidov.
De flotteste rammer i Dansk MMA?
Showet viste sig at være en stor succes for både EUMMA og de danske fightere på showet. Der var også fyldt godt op i Radison Blus congress center. Der var vist ikke helt udsolgt, men det så på ingen måde tomt ud og de Aarhusianske fightfans var meget engagerede og sørgede for at der var en god stemning. Der var også en lille flok polske fans til stede, der var rigtig festlige.
Rammerne var også noget nær de bedste vi har set for et show i Fightergalla/EUMMA regi. Der var et større bur i brug denne gang, og der var lavet et decideret indgangsområde for kæmperne, som der var gjort lidt mere end vanligt ud af.
Måden tilskuerpladserne var placeret på i forhold til buret var også perfekt. Fightfan redaktionen sad bagerst i rummet sammen med resten af pressen, og vi havde ingen problemer med at se i kampene. I de perioder hvor dommeren eller en stolpe i buret skyggede, kunne vi følge med på en af de fire storskærme der var placeret over buret, uden at skulle dreje hovedet af led. Det var perfekt.
Dansk dominans i åbningskampene
En ting er at rammerne er i top, noget andet og meget vigtigere er, om kvaliteten af kampene kunne leve op til de flotte forhold, og ikke mindst om danskerne kunne give det Aarhusianske publikum nogle sejre.
De to første kampe gav i hvert fald en del af svaret, for de bød på total dansk dominans. De to kampe var nærmest kopier af hinanden da både Kristian Hansen og Glenn Abildgaard Aanundsen vandt på TKO i første runde, efter de havde bragt deres kampe ned på gulvet og domineret her. Sjovt nok var modstanderne begge gange fra Frankrig.
Det var en god start på aftenen og det hjalp helt sikkert med til at publikum kom i den rette stemning til de næste kampe.
Succes for brødrene Tashkilot
De danske promotorer og matchmakere får tit kritik for at matche de danske fightere for let. Den kritik må dog være lidt forstummet efter Casino Fight Night 2, og selvom vi fik mange danske sejre denne aften, var det dog ikke nogen nemme matchups for de danske fightere.
De to Tashkilot brødre, Shamal og Ayub fra Aalborg, havde heller ikke fået let modstand denne aften. De vandt sikkert, men de måtte begge kæmpe hårdt for at få deres sejre. Shamal viste bidder af hans kunnen inden for boksning, men det var hans evner inden for brydning, der bragte hans kamp ned på gulvet og gav ham en sejr på guillotine choke.
Ayub Tashkilot måtte i co-main eventen, ud i tre runder mod en stærk tysker, der havde taget kampen med kun to ugers varsel. Derudover kunne Ayub efter kampen fortælle os, at han havde været syg op til kampen. Der var dog ikke nogen tvivl om udfaldet, da den ældre Tashkilot bror vandt på point efter tre runder med dominerende brydning.
Skader i danske kampe
Casino Fight Night 2 bød på ærgelige nederlag til både Cazim Halimi, Christian Colombo og David Rosmon. De ville derfor alle tre gerne bringe deres karrierer tilbage på ret kurs med sejre denne aften.
For Cazim Halimis vedkommende blev det dog ikke nogen god aften. Han tilbragte lang tid på gulvet med sin modstander, Arthur Grass, over sig. Cazim lavede mange forsøg på submissions og havde nogle enkelte rigtig angreb der så farlige ud. Desværre blev Cazim skadet i løbet af kampen, og han havde svært ved at stå på benene i tredje runde. Det endte også med at han blev slået i gulvet og kamplederen stoppede kampen.
David Rosmon fik til gengæld revancheret sit sidste nederlag, denne aften, men det var nok ikke den måde han ønskede at vinde på. Først og fremmest nåede David at få to spark i skridtet i løbet af første runde, og for det andet blev hans tyske modstander, Christian Eckerlin også skadet, og måtte give op efter første runde da han havde brækket sin hånd.
Godzilla brølede igen
Christian Colombo havde også meget at bevise denne aften. Den store dansker, med det passende tilnavn ”Godzilla”, mødte en kroat der var temmelig hårdt pumpet, men ikke gemte så meget power i de store arme. Kampen løb over to runder og Colombo havde klogt nok valgt en lidt passiv strategi, hvor det så ud til at han prøvede at lade den store kroat køre træt og afslutte kampen bagefter. Det skete i anden runde hvor Colombo fik kampen ned på gulvet og sendte Iwo Cuk tilbage til kroatien med et nederlag på TKO.
Efter kampen fortalte Colombo, at han før denne kamp havde besluttet, at han ikke ville fortsætte sin MMA karriere, hvis han havde tabt kampen. Det skete heldigvis ikke, så vi glæder os til at se Colombo i buret igen.
The champ is here
Aftenens main event var en titelkamp mellem Morten Hougaard Djursaa og polske Aslambek Saidov. Titelkampe er ikke ukendt land for hverken Djursaa eller Saidov, da Djursaa tidligere har været mester i Fightergalla regi mens Saidov er weltervægt mester i den stærke polske MMA organisation, KSW.
Selv på udebane måtte den polske weltervægter dog betegnes som en svag favorit. Saidov er som nævnt mester i en stærk organisation, og har vundet sine foregående 7 kampe. De har dog alle foregået i Polen og sidst han kæmpede uden for landets grænser, tabte han – så derfor var der måske en lille fordel til Djursaa her.
Desuden er Saidov en stærk kæmper på gulvet – et sted hvor Morten tidligere har vist en smule svaghed. Det var også tydeligt at Saidov gerne ville have kampen ned på gulvet. Morten virkede dog meget rolig i gulvkampen og formåede også at bringe kampen på benene igen. Her viste Morten, at han har bly i næverne og fik sendt et hav af slag og spark mod Saidov, der måtte se sig besejret på TKO, da kamplederen til sidst valgte at stoppe kampen.
Trods vores patriotisme og store tiltro til Morten, havde vi ikke i vores vildeste fantasi forestillet os, at han ville sende Saidov hjem til Polen med et så klokkeklart nederlag allerede i første runde. Imponerende opvisning af Djursaa!
Tak for i aften
Dermed sluttede en stor aften med Dansk MMA i Århus. Det så ud til at publikum var godt tilfredse med hvad de så, og det var også en meget tilfreds Otto Knudsen, som vi talte med umiddelbart efter showet. Hør interviewet her:
Se alle vores billeder fra showet her
Resultater
Kristian Hansen (0-1) vs. Bouzid Belhameche (0-0)
Kristian Hansen vinder på TKO i R1
Glenn Abildgaard Aanundsen (0-1) vs. Amine Chibi (0-1)
Glenn Abildgaard Aanundsen vinder på TKO i R1
Shamal Tashkilot (0-2) vs. Amir Ahmady (0-0)
Shamal Tashkilot vinder på submission i R2 (Guillotine choke)
Cazim Halimi (1-1) vs. Arthur Grass (1-1)
Arthur Grass vinder på KO i R3
Christian Colombo (2-1) vs. Iwo Cuk (1-4)
Christian Colombo vinder på TKO i R2
David Rosmon (7-7) vs. Christian Eckerlin (7-2)
David Rosmon over Christian Eckerlin i første runde efter Eckerlin trækker sig med en brækket hånd
Ayub Tashkilot (8-3) vs. Alexander Heinrich (4-4)
Ayub vinder over Alexander Heinrich på point (3-0)
Morten Hougaard Djursaa (10-4) vs. Aslambek Saidov (12-2)
Morten Hougaard Djursaa over Aslambek Saidov på TKO i R1
Tak for denne gang og på gensyn til næste danske MMA show, som er Clash of Warriors i Esbjerg d. 27 Oktober.
Af: Bo Foght
Foto: Jesper S. Baek