Fightfan.dk » Nordisk MMA

European MMA 1: Dansk MMA i fornemme rammer


MMA er for alvor eksploderet i Danmark – med 2 tv-transmitterede shows indenfor kort tid. Med Royal Arena 2’s succes frisk i hukommelsen var det op til European MMA at vise, at Dansk MMA forsat kan nå nye højder.

De to forbund arbejder begge for at udbrede MMA i Danmark, men tilgangen må siges at være meget forskellig. Hvor Royal Arena havde valgt Brøndby Hallen til at afholde Royal Arena 2, så havde European MMA en væsentlig mere eksklusiv tilgang til at promovere dansk MMA.



European MMA: Casino Fight Night 2 blev derfor afholdt i Casino Copenhagen på Radisson Hotel i København. Her var der især kælet for VIP billetterne og fokus var på at give de besøgende en særlig oplevelse. De fleste pladser var reserveret til VIP gæsterne, der, udover aftenens program, også kunne sætte tænderne i en lækker 3 retters menu med vin, tjenere og hvide duge. Moden blandt de fremmødte var da også en skøn kombination af farverige MMA-shirts, herrer i jakkesæt og langbenede kvinder i sorte festkjoler.


Hård modstand til de danske kæmpere

På aftenens program var der 5 kampe samt aftenens titelkamp i European MMA’s 70 kilo klasse. Der har været tale om at match-makingen til de danske MMA stævner til tider har favoriseret de danske udøvere, men med resultaterne fra Casino Fight Night 2, må den kritik forstumme. Så lad det være sagt med det samme; der var ingen danske sejre at hente fra Casino Fight Night 2. Derimod var det masser af fight, flot teknik og mange underholdende kampe.

EuropeanMMA


Dansk talent fik første professionelle nederlag

Aftenens første kamp stod mellem danske Cazim Halimi og tyske Max Coga i 66 kilo klassen. Cazim Halimis vej til MMA, har fra start været ganske særlig. Efter en turbulent opvækst i det odenseanske, fandt Cazim vej til Figthgyms træningslokaler i Odense og efter en imponerede professionel debutsejr ved Fightergalla 25, var der store forhåbninger til det danske talent. Det blev dog ikke til dansk sejr i aftenens første kamp, da han måtte se sig besejret med et guillotine choke i første omgang.

Cazim Halimi vs. Max Coga (European MMA 1)

Fra kampens begyndelse, havde tyske Coga i flere omgange held med at tvinge Cazim på gulvet. I en sekvens, hvor Cazim fik kæmpet sig op fra gulvet, greb Coga ganske forudseende chancen til at sætte et guillotine choke ind og selv om Cazim fik kastet Goga hårdt i gulvet, slap tyskeren ikke sit greb. og Cazim måtte tappe ud til guillotine choke halvvejs inde i første omgang.


Ærgerligt nederlag til Iwo Belak

Tyske Andre Schell vandt opgøret mod danske Iwo Belak i 100 kilos klassen. Iwo Belak fik dog på trods af nederlaget, demonstreret sine evner, særligt stående, hvor han flere gange havde sin modstander alvorligt rystet og var tæt på at knockoute Schell allerede i først omgang. Et præcist højre hook rystede tyskeren og Belak fulgte op med en slagserie, der fik publikum op af stolene. Flere slag ramte rent, men tyskerens kæbe stod imod og Schell udnyttede, at Belaks slagserie havde kostet mange kræfter, da han mod rundens afslutning fanger danskeren i et farligt guillotine choke.

Iwo Belak vs. Andre Schell (European MMA 1)

Det samme choke bliver også begyndelsen på enden i anden omgang, da Schell udnytter grebet til at sætte flere knæ af sted mod danskerens hoved, der falder mod gulvet og til sidst må se sig besejret via rear naked choke. Et ærgerligt nederlag, specielt efter en første omgang, hvor Iwo syntes blot et enkelt slag væk fra sejren. En medrivende kamp med mange fysiske eksplosioner, der tydeligvis tærede på kræfterne hos begge kæmpere.


Tjekkisk overraskelse i 115 kilo klassen

Det danske superhåb Christian Colombo var oppe mod den ligeså ubesejrede tjekke Viktor Pesta. Da Colombo sidst var i kamp, skulle han blot bruge sølle 28 sekunder til at besejre sin modstander på TKO, så der var lagt op til et brag til aftenens 4. kamp. Til både publikums og Colombos store skuffelse var det desværre kun tjekken, der efter kampen stadig var ubesejret.

Fra kampens begyndelse var det tydeligt, at Pestas gameplan var at trække kampen på gulvet. Og da Pesta tidligt i første omgang får låst Colombos ene arm, og dermed frit kan sende en regn af albuer ned mod danskerens hoved, ser det fra starten sort ud for danskeren. Colombo beviste sin udholdenhed og hjerteblod, men det var tydeligt, at tjekken var danskeren overlegen på gulvet.

Christian Colombo vs. Viktor Pesta (European MMA 1)

Colombo kom frisk ud fra anden omgang og fik sendt flere hårde slag af sted mod Pesta, men de gode momenter varer ikke ved og det lykkedes endnu engang Pesta at trække kampen på gulvet. Tjekken har held med at positionere sig bag Colombos ryg og sætter et rear naked choke ind, som Colombo kort tid efter må tappe ud til. Et skuffende nederlag til Colombo, men Viktor Pesta viste kampen igennem et meget højt niveau og det bliver nok ikke det sidste vi hører fra den ubesejrede tjekke.


Russisk judo opvisning i 3 runder

Danske David Rosmon var oppe mod russiske Abus Magomedov i 77 kilo klassen. Det blev en lige kamp, hvor russerens judokast blev afgørende for kampens udfald. De to første runder blev afviklet næsten udelukkende på gulvet med Abus i den dominerede rolle, dog uden at påføre danskeren nævneværdig skade. Rosmon arbejdede hele tiden aktivt fra bunden, men set med en dommers øjne, gik runderne formentlig til tyskeren.

David Rosmon vs. Abus Magomedov (European MMA 1)

Først i tredje omgang lykkes det Rosmon at få en dominerede position, da han til publikums store begejstring får taget Abus’ ryg og lagt ham fladt ud på gulvet. Rosmon forsøgte desperat at finde et choke, der kunne afslutte kampen, men det lykkedes ikke og med dommerstemmerne 2-1 går sejren til russeren.


‘Are you not pleased?’

Så var tiden kommet til aftenens hovedkamp: Hyram Rodriguez mod publikumsfavoritten Kenneth Rosfort-Nees. De to kæmpere havde mødtes til Fightergalla 25, hvor Kenneth havde vundet knebent på point, så udover titlen i European MMAs 70 kilo klasse, så var der også en portion professionel stolthed på spil.

Det blev da også en kamp, der levede op til forventningerne og satte et flot punktum på stævnet. Begge kæmpere viste flot teknik, hurtige transitions og alle 3 runder blev afviklet i et utroligt højt tempo. Første omgang var en meget lige affære, hvor Hyram virkede en smule skarpere på distancen, og hvor Kenneth stod stærkest i clinchen.

Kenneth Rosfort-Nees vs. Hyram Rodriguez (European MMA 1)

Det høje tempo forsatte i anden omgang, hvor Hyram viste flotte tekniske kombinationer og hen imod omgangens slutning, skiftede Hyram nærmest gnidningsfrit fra mounts til diverse submission angreb og slagkombinationer. Hyram kunne på baggrund af en flot afslutning på runden, vende sig ud mod publikum og demonstrativt råbe; ”are you not pleased”? Det var publikum bestemt, men de var så sandelig begyndt at frygte for danskerens titelaspirationer.

Tredje runde begyndte tøvende fra begge kæmpere, der ikke syntes interesseret i at tage unødvendige chancer. Hyram havde dog af flere omgange held med at ramme med sit højre hook, mens Kenneth omvendt svarede godt igen med bl.a. flere gode knæ, hvilket fik stemningen til at småkoge på Radisson. Men da Hyram flere gange får sendt flere ubesvarede slagserier af sted, og samtidig dikterer tempoet, er der til sidst ikke tvivl om kampens udfald.

Hyram vinder kampen med dommerstemmer 3-0 og får dermed den ønskede revanche over Kenneth Rosfort-Nees. En flot og fortjent sejr til Ryram Rodriguez der på dagen, lige var hakket bedre end Kenneth.

Kenneth Rosfort-Nees vs. Hyram Rodriguez (European MMA 1)


Kom igen Danmark

Dermed blev det en aften helt uden danske sejre. Det ville naturligvis have været perfekt med flere sejre til de danske kæmpere, men publikum havde ingen grund til at være skuffede, for de fik serveret et flot show i buret. Den bedste kamp var hovedkampen, hvor begge kæmpere fik demonstreret masser af teknik, vilje og et afsindigt højt tempo igennem de 15 minutter. De 5 andre kampe bød på masser af intensitet og lovende talenter. Ingen af kampene var den mindste del kedelige og ingen kæmpere var over- eller undermatchede. Kortene faldt bare ikke på danskerne side, der på trods af nederlagene viste, at danske MMA kæmpere besidder et flot internationalt niveau.

Alt i alt var Casino Fight Night 2 en succesfuld event, der viste, at MMA events kan afvikles på mange måder og at interessen for sporten kun er stigende. Om man er mest til det store show med mange tilskuere, eller til det mindre og mere VIP-orienterede arrangement, så findes der nu begge dele i Danmark.

Hyram Rodriguez takker publikum

Casino Fight Night 2 resultaterne

Kenneth Rosfort (15-5) vs. Hyram Rodriguez (10-6)
Vinder: Hyram Rodriguez på dommerstemmer efter 3 runder

Jorge Herrera (0-2) vs. Harun Kina (0-3)
Vinder: Harun Kina på submission via Rear Naked Choke i 1. runde

David Rosmon (7-6) vs. Abus Magomedov (6-0)
Vinder: Abus Magomedov på dommerstemmer efter 3 runder

Iwo Belak (1-0) vs. Andre Schell (1-2)
Vinder: Andre Schell på submission via Rear Naked Choke i 2. runde

Christian Colombo (2-0) vs. Viktor Pesta (5-0)
Vinder: Viktor Pesta på submission via Rear Naked Choke i 2. runde

Cazim Halimi (1-0) vs. Max Coga (3-1)
Vinder: Max Coga på submission via Guillotine Choke i 1. runde

Af: Hans Christian Kjeld
Foto: Jesper S. Baek

Share on Facebook|Tweet the article
European MMA 2: Fight Night in Aarhus » Fightfan.dk - October 14, 2012 - 17:26

[…] Casino Fight Night 2, der fandt sted for mindre end en måned siden, var lykkens gudinde ikke god ved de danske fightere […]