Fightfan.dk » Nordisk MMA

European MMA 2: Meet the “Zap”


Det er ikke så tit, at de større danske MMA shows gæster jylland, men på lørdag når European MMA 2 rammer Århus, skal publikum blandt andet stifte bekendtskab med Aalborgenseren Ayub “Zap” Tashkilot (8-0-3), som vil stå overfor tyske Alexander Heinrich (4-0-4) i buret.

Vi fik en os en snak med Ayub om hans baggrund og om lørdagens kamp.



Fightfan.dk:
Kan du fortælle lidt om dig selv? Hvor er du fra og hvad laver du til daglig når du ikke træner?

Ayub:
Mit navn er Ayub Tashkilot, kendes som “Zap”, oprindeligt fra Iran og nu boende i Aalborg. Til daglig læser jeg til elektronik civilingeniør på AAU, og lige nu er jeg i gang med min kandidat. Derudover arbejder jeg også som brydetræner i Thor Vejgaard, hvor jeg til dagligt også bryder med nogle af Danmarks bedste brydere.

Fightfan.dk:
Hvad er din baggrund for at gå i buret som pro MMA kæmper?

Ayub:
Jeg har været bryder (Græsk-romersk) før jeg startede til MMA. jeg startede med brydning da jeg var 15-16 år, altså ikke lang tid efter jeg kom her til landet. Jeg havde godt nok prøvede kræfter med brydning tilbage i mit hjemland, men det var kun i fristil, så Græsk-romersk var helt nyt for mig den gang.

Brydning er selvfølgelig en stærk grundbase at have i MMA, men der er stadigvæk noget forskel mellem almindelig brydning og den brydning det bliver brugt i MMA, idet man skal være opmærksom på meget andet, og ikke bare nedtagninger efter nedtagninger.
Men i alt taget er brydning en stærk baggrund at have, men i den sidste ende, er det stort set op til de individuelle kæmpers indsats. Der er mange dygtige kæmpere her i landet, som er startet som stående kæmper, og alligevel er blevet skidedygtige til brydning også.

Ayub Tashkilot vs. Malik Arash Mawlayi (FG24)

Fightfan.dk:
Hvor store er dine MMA ambitioner?

Ayub:
Jamen det er jo at komme helt op på toppen, og nu hvor jeg snart er færdig med min uddannelse, så får jeg mere tid til at træne og måske også tage et par kampe i udlandet, for jeg ved jeg kan hamle op med de bedste, bare jeg får lige så meget tid til træning som de gør, så skulle der ikke være noget problemer.
Så målet er at komme ud og kæmpe med nogle af de store navne og prøve kræfter med dem.

Fightfan.dk:
Du skal op imod Alexander Heinrich på lørdag, hvor meget ved du om ham?

Ayub:
Jeg ved faktisk ikke så meget om ham, men jeg har fået at vide, at han er en hård negl, og det må man også se i øjne at han er, idet han har taget imod kampen på to ugers varsel.  Så ikke andet end respekt for ham.

Fightfan.dk:
Hvordan har du forberedt dig til kampen? Er der noget specielt du har arbejdet på?

Ayub:
Op til den her kamp har forberedelserne været lidt anderledes i forhold til de forrige gange, idet vores klub X-gym har fusioneret med kickbokseklubben i Aalborg og dermed er der blevet stiftet en ny klub ved navn “Aalborg Martial Arts”, hvor jeg har haft muligheden for at træne boksning, kickboksning og MMA sammen med nogle af Danmarks bedste boksere og kickboksere og MMA kæmpere.
Så det har kun været positivt med hensyn til forberedelser op til kampen, hvor jeg har fokuseret meget på at forbedre mig alle vegne om det er stående eller på gulvet.

Ayub Tashkilot vs. Malik Arash Mawlayi (FG24)

Fightfan.dk:
Din bror Shamal skal også i buret på lørdag. Hvor meget/lidt kommer du til at følge med i hans kamp?

Ayub:
Det er skam ikke første gang der sker, vi har prøvet det et par gange før. Men som regel får jeg ikke så meget tid til at følge med i hans kamp, medmindre hans kamp ikke er helt så tæt på min egen kamp, så kan jeg godt stå lidt på afstand og råbe lidt af ham.

Fightfan.dk:
Hvor stor en del er i af hinandens træning, forberedelser og kampe? Det må være fedt at have en bror, som brænder for samme sport.

Ayub:
Meget, eller rettere sagt, al vores træning er sammen, om det er kondition eller kamptræning eller hvad nu ellers vi skal træne op til kampene, så er det sammen. Nogle gange får jeg selv svært ved at følge med i hans tempo, men nu er han jo efterhånden også to vægtklasser under mig, så det er kun godt.
Så jo, det er fedt at have bror der dyrker det samme som en selv, og så kan man samtidigt holde ham i ørerne hvis han laver noget forkert.

Ayub Tashkilot (FG24)

Fightfan.dk:
Held og lykke på lørdag til jer begge.

Ayub:
Tak.


Hvis du også vil se Ayub, hans bror Shamal og alle de andre kæmpere i aktion på lørdag, så kan billetterne købes her på Billetlugen.dk.

Det er desuden også muligt at overvære den officielle indvejning af alle kæmperne. Det er helt gratis og det foregår i morgen kl. 18:00 på Train, Tolbodgade 6 i Århus.

Af: Jesper S. Baek
Foto: Jesper S. Baek

Share on Facebook|Tweet the article