Det kom som et chok, da Royal Arena i eftermiddags annoncerede, at det kommende stævne, Royal Arena 3, er aflyst på grund af økonomiske vanskeligheder.
Det er desuden usikkert hvad der kommer til at ske med brandet ‘Royal Arena’.
Royal Arena skrev tidligere i dag i en pressemeddelelse:“Vi må desværre meddele at Royal Arena 3 er aflyst af økonomiske årsager. Om selskabet bliver solgt eller helt ophører med at eksistere er stadig uvist”.
Adam Kessel udtaler yderligere: “Flere uheldige omstændigheder har ført til denne ærgerlige situation, hvor vi ikke længere føler, at det giver mening at fortsætte projektet. Salget af TV 2 Sport til Viasat, gør at vi ikke længere får penge for programmet, som vi ellers var blevet stillet i udsigt, efteråret 2012. Da vores nye investor Tobias Werge fra WB Concerts pludselig heller ikke har kunne skaffe sit indskud, har vi simpelthen ikke penge nok til at holde stævnet”.
Folk der allerede har købt billet til stævnet, kan få refunderet pengene hos billetnet.
Set fra vores side, er det virkelig ærgerligt, hvis Royal Arena ikke kan fortsætte. Der var nogle spændende planer i sigte, som også strakte ud over Danmarks grænser. Når vi kigger tilbage på 2012, har Royal Arena beriget os med rigtig god MMA. På Fightfan.dk’s top 10 liste over sidste års bedste kampe i Dansk MMA, figurerede 3 kampe fra Royal Arena i top 5.
Det forlyder her til aften, at nogle af de kampe der var blevet arrangeret til stævnet, vil blive afviklet i andre organisationer. Her i blandt Dalby vs. Njie og Christensen vs. Latifi. Vi afventer spændt situationen og ser hvad der sker.
Hvis Royal Arena ikke fortsætter, er European MMA igen størst indenfor dansk MMA. Vi fangede her til aften Promotor Otto Knudsen, og fik en kommentar om Royal Arenas uheldige situation.
Fightfan.dk: Du har mange års erfaring med at afholde MMA stævner i DK, og ved mere end de fleste om de økonomiske rammer. Havde du set dette komme?
Otto Knudsen: Det nemmeste i verden er selvfølgelig lige nu, at sige: “Ja! hvad sagde jeg”. Men ja, det havde jeg set komme. Jeg har lavet over 50 stævner i Danmark og Sverige. Hvis jeg havde ment, at man kunne fylde Brøndby Hallen, og lave stævner på dette niveau i Dk, tro mig, så havde jeg gjort det for længe siden. Før første Royal Arena, var det højeste tilskuere tal på et MMA event i DK 1100, og havde ligget på det tal i flere år. De to Royal Arena stævner viste også, at det ikke kunne lade sig gøre, at fylde Brøndby Hallen.
Når det så er sagt, så er det trist, at de er lukket. Royal Arena har, om jeg vil det eller ej, flyttet dansk MMA et par skridt op i den rigtige retning – og fået mig op i et andet gear….
Fightfan.dk: Hvad betyder det for dansk MMA, hvis Royal Arena lukker helt?
Otto Knudsen: Udover et pro stævne mindre, kan jeg ikke se hvad det skulle betyde. Der har været andre konkurrende stævner før Royal Arena, og der kommer sikkert andre i fremtiden, som også kommer til at få betydning for Dansk MMA.
Fightfan.dk: Er EUMMA’s døre åbne for Royal Arena’s kæmpere, hvis de ønsker at skifte “hold”?
Otto Knudsen: Selvfølgelig er de det. Royal Arena har da et par spændende fightere i mellem, og vi kender jo dem alle fra mine tidligere events. Men lige nu er vores stald i European MMA fyldt pænt op med nogle af Danmarks bedste MMA fightere; Som vi selvfølgelig er forpligtet til at give kampe først. Men, ja, døren står åben.
Det bliver spændende at følge udviklingen i sagen. Lukker Royal Arena helt ned, eller overlever de? – og hvad skal der nu ske for alle kæmperne?
Af: Bo Foght & Jesper S. Baek
[…] her i 2013. Oprindeligt havde han en date i buret med Assan Njie til Royal Arena 3 den 9. marts, men da stævnet blev aflyst, ledte Nicolas og hans manager straks efter et nyt stævne og en ny modstander. Det blev næsten […]